Landet langs kysten

Der er nok at se på, hvis man tager turen langs kysten mellem Gjerrild og Fornæs. Fornæs Fyr (billedet herover) er placeret på Jyllands østligste pynt, og der har været fyr ved Fornæs siden midten af 1800-tallet. Det nuværende tårn er opført i 1891 i smukt forarbejdet bornholmsk granit.
Ved Fornæs begynder for alvor den bræmme af kalk- og flintsten, som er så karakteristisk for kysten nord for Fornæs. I 1700-tallet hentede områdets godser kalksten hér og brændte dem på små lokale kalkværker. Selve fyret kan ikke ses fra Gjerrild Nordstrand, men fyrets lys kan fra nordstranden ses på den sydlige del af østhimlen.

Ved Sangstrup og Karlby klinter (billedet nederst på siden) står kalkvæggene lodrette og skarpt afskårne med højder op omkring 14 meter. Det er en speciel oplevelse at gå langs kanten af klinterne med havet på den ene side og de dyrkede marker på den anden. Man dyrker helt ud til kanten her, for det er rigtig god jord. I en lavning mellem de to klinter, der er et af de dalstrøg som fra Kolindsund søger nordpå mod Kattegat, ligger Hjembæk. Her går der en asfalteret vej helt ned til vandet, og stedet er et populært udflugtsmål.

På turen langs kysten støder man på Batterivej. Den har efter sigende navn efter et kanonbatteri, der i begyndelsen af 1800-tallet lå sydøst for Enggård, men i modsætning til batteriet ved Treå er der ingen spor bevaret af Gjerrild-batteriet. Fra kysten går det op over morænebakken mod Gjerrild og Sostrup. Området mellem byen og kysten er bemærkelsesværdigt skrabet. Her er hverken træer, buske eller diger til at give variation i landskabet, kun gårde. Gjerrild kirke ligger som en landsbykirke skal ligge - højt og omgivet af store træer og gårde i respektfuld afstand, mens kirkegården ligger uden for byen.


Mange af de gamle gårde er bevaret i Gjerrild. Det gælder ikke mindst den meget flotte og velbevarede præstegård fra 1790. Foruden de flotte firelængede gårde er der også bevaret en del små ældre landarbejderboliger. Fra Kirkepolden og Gjerrild Bygade falder vejen ned mod Hovå, der fra gammel tid har udgjort skellet mellem landsbyerne Gjerrild og Stokkebro, der også er en gammel landsby. Den ældre bebyggelse ligger langs den snoede hovedgade, men det der først og fremmest gør Stokkebro til noget særligt, er at byen i en periode var hovedsæde for Ryomgård-Gjerrild-Jernbanen. Fra den tid er der bevaret et charmerende kvarter med station, fire funktionærboliger og en bolig for driftsbestyreren foruden de villaer og huse, jernbanen i øvrigt trak til området i årene efter banens åbning i 1911. Allerede i 1956 var baneeventyret imidlertid slut og driften blev indstillet, men baneforløbet er bevaret og er nu en del af Nordsøstien, og den gamle remisse huser i dag vandrehjemmet "Djursvold". Efter Stokkebro begynder de store plantager Overskov og Emmedsbo Plantage, der er plantet på gammel hede- og sandjord. Hvor gårdene dominerer øst for Gjerrild, er det husmandsbrugene der præger området vest for.

Gjerrild Nordstrand var under og efter Anden Verdenskrig et stort råstofgraveområde, hvor man hentede sten og ral i store mængder. Et særligt eftertragtet produkt fra rallejerne var den såkaldte kugleflint: runde flintsten, som man brugte i kuglemøller. Råstofgravningen ophørte i 1968, og dele af området blev udlagt til sommerhusbebyggelse, mens arealet nærmest stranden blev opkøbt af staten. Når man går gennem området, kan man stadig se sporene efter råstofgravningen i form af sten og grusbunker og mere eller mindre tilgroede udgravningsfelter.
Området omkring Stavnshoved er usædvanlig fredeligt og smukt og det eneste kulturhistoriske spor man støder på her er Hellig Kilde, som tidligere blev opsøgt Skt. Hans nat. Den skulle især have haft en god virkning mod øjensygdomme. I 1890'erne var kilden en stensat brønd, og der gik en sti ned til den, kaldet St. Pers Sti. Lige øst for kilden ligger den store vandreblok Troldstenen, som førhen bar det mere finurlige navn Pekkenil Sten. På den anden side af Stavnshoved dukker vindmøllerne på Bønnerup Havn op i horisonten.

Mens den gamle landsby Bønnerup lidt inde i landet ikke har ændret sig meget gennem de sidste par hundrede år, så er Bønnerup Strand vokset fra det rene ingenting til et - i hvert fald på de her kanter lidt større bysamfund. Tilbage i tiden var her ikke andet end Treaa Mølle og den gamle kampestenslænge Strandhuset, som blev bygget i 1776 som bolig for Mejlgårds enlige fisker, som skulle levere "...en ret fisk fra havet når det var mulig, at derpå kan fiskes", som det hedder i godsets kontrakt med ham. I 1890 havde kun otte fiskerfamilier etableret sig langs kysten, men fra da af gik det stærkt. Nogle af byens ældre fiskerboliger ligger side om side med front mod vandet langs den kystvej som slet og ret er døbt Havet. En del huse er efterhånden blevet ombygget til ferieboliger, men alligevel er der stadig en umiskendelig aura af fiskerby over Bønnerup Strand.